livet med follikulært lymfom - livet-med-lymfom

livet med follikulært lymfom

Hvad er follikulært lymfom – også forkortet FL? Hvilke symptomer kendetegner sygdommen, og hvem og hvorfor rammer den?
Hvad er FL?

Follikulært lymfom eller FL er en undertype af non-Hodgkin lymfekræft – faktisk en af de mest udbredte. Sygdommen er et såkaldt B-celle-lymfom, hvilket betyder, at det er nogle af kroppens B-celler, der udvikler sig anderledes og forårsager kræft. B-cellerne er de celler, vi normalt kalder for hvide blodlegemer, og det er dem, der hjælper kroppen med at bekæmpe infektioner. FL er uhelbredelig. Men sygdommen vokser langsomt og kan behandles, så den holdes tilpas nede til, at mange kan leve med den. Over tid kan sygdommen dog udvikle sig til en mere aggressiv form for lymfekræft. FL betegnes som en ’low-grade’ non-Hodgkin lymfekræft, fordi udvikler sig meget langsomt, hvilket også kaldes, at den er endolent. Og fordi sygdommen udvikler sig så langsomt, er det ikke altid, at behandling er nødvendig, så snart diagnosen er stillet. 


Symptomer på FL

De typiske symptomer på FL er:

  • Hævelser i nakken, armhulen eller lysken – hævelserne gør ikke ondt, men skyldes ophobning af lymfeceller i lymfekirtlerne
  • Anfald af nattesved
    Uforklarlig feber
  • Uforklarligt vægttab

Andre, mindre almindelige symptomer kan være blodmangel og øget tendens til blå mærker og mindre blødninger.

Diagnosticering af FL

Typisk stilles diagnosen FL ved en såkaldt biopsi – en vævsprøve, der laves under lokalbedøvelse. Som regel tages biopsien fra en hævet lymfekirtel. Det kan i nogle tilfælde også være relevant at tage blodprøver eller lave en skanning for at afgøre, om der er tale om FL eller en anden sygdom. Skanninger kan f.eks. være CT-skanning, ultralydsskanning, PET-CT-skanning eller MR-skanning.

Stadieinddeling af non-Hodgkin lymfom og FL
FL er en type non-Hodgkin lymfom, og derfor bruges stadieinddelingen Ann-Arbor. Denne inddeling angiver, hvor sygdommen befinder sig i kroppen, og dermed hvor meget den har spredt sig.

Symptomer i form af hævede lymfekirtler kaldes A-symptomer, og symptomer som nattesved, feber og vægttab kaldes B-symptomer. Bogstavet er med til at beskrive, hvilket stadie sygdommen er i. Har man kun hævelse i en eller flere lymfekirtler, er sygdommen typisk i såkaldt stadie 1A. 1-tallet angiver altså, at sygdommen er på første stadie, hvor det kun er lymfekirtler i et begrænset område, der er påvirkede, og A’et angiver, at der kun er A-symptomer

Har man et eller flere B-symptomer, kan det være tegn på, at sygdommen er i et mere avanceret stadie.



Hvem får FL?

Risikoen for FL stiger med alderen, og sygdommen rammer typisk personer over 50 år. 
 Men særlige varianter af sygdommen kan dog godt forekomme hos børn og unge. Der er lidt flere kvinder end mænd, der får FL.

Hvorfor får man FL?

For de fleste, der rammes af FL, kan man ikke forklare årsagen til sygdommen. FL smitter ikke, men der ses en svag sammenhæng mellem at få sygdommen, hvis en tæt pårørende har den. Man kan dog ikke forklare hvorfor.

Fakta om FL

  • Hvert år diagnosticeres ca. 280 personer i Danmark med FL

  • Sygdommen rammer ofte personer over 50 år

  • Risikoen for at udvikle FL stiger med alderen
  • 10-års overlevelsen af FL er ca. 80% og har været stigende de seneste årtier

Forstå stadierne for FL

Tallet angiver, hvor meget af kroppen, der er ramt:

  • Stadie 1 – kaldes også ’tidligt stadie’
En enkelt lymfeknude eller én gruppe lymfeknuder er påvirkede – eller ét andet område af kroppen udenfor lymfesystemet er ramt.
  • Stadie 2 – kaldes også ’tidligt stadie’ 
To eller flere grupper af lymfeknuder på samme del af kroppen – enten overkrop eller underkrop – er ramt – eller én gruppe lymfeknuder og et område udenfor lymfesystemet er ramt.
  • Stadie 3 – kaldes også ’avanceret stadie’
Lymfeknuder både i øverste og nederste del af kroppen er ramt.
  • Stadie 4 – kaldes også ’avanceret stadie’ Andre organer udover lymfesystemet er også ramt, f.eks. knoglemarv, lunger eller lever.

Bogstavet angiver typen af symptomer:
A = A-symptomer som hævelser i nakke, armhule eller lyske

B = B-symptomer som nattesved, feber og vægttab

Stadier og bogstaver kan kombineres:
Alle fire stadier kan sættes sammen med et bogstav – således at man kan blive diagnosticeret med f.eks. FL i stadie 1A, 1B, 2A, 2B osv.

Download spørgeguiden

Hold styr på dine noter og forbered dig til din næste konsultation. Så kan du bedre tage del i samtalen og spørge ind til det, der er vigtigt for dig.