Behandling af FL - livet-med-lymfom

Behandling af Follikulært lymfom

FL er en uhelbredelig kræftform. Derfor vil du skulle være i periodisk behandling resten af dit liv.

Hvad er målet med behandlingen?

Fordi FL ikke kan kureres, er formålet med behandlingen, at holde sygdommen i skak, så den ikke udvikler sig eller udvikler sig endnu langsommere, end den ville gøre uden behandling.

Behandlingsforløbet

Et behandlingsforløb for FL involverer typisk en kombination af kemoterapi og antistofbehandling. Men der også andre måder at behandle FL på.

Her er de mest almindelige listet:

  • Watch and wait

    Mange, der får diagnosen FL, vil opleve, at de slet ikke behøver behandling til en start. Det kan virke utrygt for nogle, men hvis det er det, lægerne anbefaler, er det, fordi en behandling ikke vil gøre den store forskel, når sygdommen er på et så tidligt stadie – men blot give bivirkninger, som kan forringe livskvaliteten.

I stedet vil man skulle møde ind til regelmæssig kontrol, så en behandling kan sættes i gang, hvis sygdommen begynder at udvikle sig.

  • Kemoterapi


    Mild kemoterapi er den primære behandling af FL – ligesom ved næsten alle andre former for non-Hodgkin lymfomer. Kemoterapi gives typisk gennem et drop i en blodåre – indimellem som tabletter. Medicinen gives i serier over en begrænset tidsperiode, f.eks. 1 gang om måneden i 6 måneder, og kan som bekendt give bivirkninger i form af hårtab, kvalme og træthed.
I nogle tilfælde kan kemoterapi gives i kombination med antistofbehandling.

  • Målrettet behandling


    Målrettet behandling – eller targeteret behandling – er medicin, der helt specifikt rammer eller blokerer kræftcellerne. Behandlingen kan gives enten alene eller i kombination med kemoterapi.

  • Strålebehandling


    Strålebehandling bruges enten alene, hvis sygdommen er i et tidligt stadie, eller efter kemoterapi. Behandlingen kan være relevant, hvis man vil behandle et afgrænset område meget specifikt, uden at gøre unødig skade på andre områder af kroppen.

  • Stamcelletransplantation

    For nogle kan stamcelletransplantation være en relevant behandling. Ved denne type behandling udskiftes syge stamceller med raske celler fra en donor eller fra patienten selv – hvorefter de transplanterede celler oparbejder et nyt immunforsvar med nye bloddannende celler. Ved stamcelletransplantation skelner man mellem to typer: Autolog transplantation, hvor cellerne hentes fra patienten selv, og allogen transplantation, hvor cellerne fås fra en donor. Ved FL bruges oftest en autolog stamcelletransplantation.

Et langt liv med FL

Med en kronisk kræftsygdom som FL skal du sandsynligvis gå til kontrol resten af livet. Der kan dog være nogle, hvor sygdommen bremses så godt, at der ikke er behov for behandling i mange år – og hvor lægen derfor kan vurdere, at kontrol ikke er nødvendigt længere.
Ved kontrollerne taler du med lægen om evt. symptomer og bliver tjekket for, om sygdommen har udviklet sig siden sidst. Derfor er det også vigtigt, at du ved kontrollerne fortæller, hvis du oplever nye eller tiltagende symptomer. Symptomerne kan være tegn på sygdomsudvikling – men de kan også være reaktioner eller bivirkninger efter en behandling. Derfor kan en samtale med lægen også være med til at berolige dig, hvis du er nervøs for, om sygdommen bliver værre.

Lægen eller sygeplejersken kan også altid rådgive dig om f.eks. kost, motion eller patientstøtte.

Download spørgeguiden

Hold styr på dine noter og forbered dig til din næste konsultation.
Så kan du bedre tage del i samtalen og spørge ind til det, der er vigtigt for dig.